ليس يهم أن يعتذر المسيىء للرسول ولكن ينبغى أن يعرف

[تامرجوده]

كل مسلم مؤمن يعرف قدر النبى المصطفى محمد صلى اللة علية وسلم
وكل مسلم يألم لما يصيب نبى الرحمة من مهاترات غير المسلمين من الفرنجة
وربما هم معذورون أذ لا يعرفون عنة صلى اللة علية وسلم ألا ما تنشرة ألأقلام الخبيثة المغرضة فتصورة وتقدمة للعامة فى صورة غير الحقيقة
لذا يتوجب أن نعلمهم الحق والحقيقة عنة صلى اللة علية وسلم
ولما كانت ألأنجليزية هى لغة الغرب ألأولى فلنقدم لهم بلغتهم ما نبغى بلاغهم - وأرى أن من واجبى وواجب كل مسلم أن يسهم فى ذلك فأرسل ألى أى صديق لك فى الغرب حتى لو كان مسلما ليقرا ويقرأوا عنة رسول اللة صلى اللة علية وسلم هو رحمة للعالمين
فأذا لم يكونوا يصدقوننا فسوف يصدقوا مفكريهم وعلماءهم
واللة نبغى الثواب
----------------------
What Others Say About Him During Crusade Era, many lies were concocted by the missionary and western writers to discredit the Prophet of Islaam, his message and his teachings. This continued until recently when scientific discoveries and freedom of thought changed many people’s perception of things, and it became increasingly difficult for falsehood-mongers to pull wool over peoples’ eyes. The following are some testimonies that some non-Muslim scholars, thinkers and political icons had to give about the Prophet of Islaam. Larmatine, the French scholar says: "If greatness of purpose, smallness of means, and astounding results are the three criteria of human genius, who could dare to compare any great man in modern history with Muhammad? The most famous men created arms, laws and empires only. They founded, if anything at all, no more than material powers which often crumbled away before their eyes. This man moved not only armies, legislations, empires, peoples and dynasties, but millions of men in one-third of the then inhabited world; and more than
that, he moved the altars, the gods, the religions, the ideas, the beliefs and souls. . . his forbearance in victory, his ambition, which was entirely devoted to one idea and in no manner striving for an empire; his endless prayers, his mystic conversations with God, his death and his triumph after death; all these attest not to an imposture but to a firm conviction which gave him the power to restore a dogma. This dogma was twofold, the unity of God and the immateriality of God; the former telling what God is, the latter telling what God is not; the one overthrowing false gods with the sword, the other starting an idea with words.” "Philosopher, orator, apostle, legislator, warrior, conqueror of ideas, restorer of rational dogmas, of a cult without images; the founder of twenty terrestrial empires and of one spiritual empire; that is Muhammad. As regards all standards by which human greatness may be measured, we may well ask, is there any man greater than he?" (Lamartine, Histoire De La Turquie, Paris, 1854, Vol. II, pp. 276-277)


Mahatma Gandhi, speaking on the character of Muhammad, says in (Young India): "I wanted to know the best of one who holds today's undisputed sway over the hearts of millions of mankind....I became more than convinced that it was not the sword that won a place for Islam in those days in the scheme of life. It was the rigid simplicity,the utter self-effacement of the Prophet, the scrupulous regard for his pledges, his intense devotion to his friends and followers, his intrepidity, his fearlessness, his absolute trust in God and in his own mission. These and not the sword carried everything before them and surmounted every obstacle. When I closed the 2nd volume (of the Prophet's biography), I was sorry there was not more for me to read of the great life." Prof. C. Snouck Hurgronje Has the following to say: "The league of nations founded by the prophet of Islam put the principle of international unity and human brotherhood on such universal foundations as to show candle
to other nations." He continues: "The fact is that no nation of the world can show a parallel to what Islam has done towards the realization of the idea of the League of Nations.”

Prof. Ramakrishna Rao says:
"The personality of Muhammad, it is most difficult to get into the whole truth of it. Only a glimpse of it I can catch. What a dramatic succession of picturesque scenes! There is Muhammad, the Prophet. There is Muhammad, the Warrior; Muhammad, the Businessman; Muhammad, the Statesman; Muhammad, the Orator; Muhammad, the Reformer; Muhammad, the Refuge of Orphans; Muhammad, the Protector of Slaves; Muhammad, the Emancipator of Women; Muhammad, the Judge; Muhammad, the Saint. All in all these magnificent roles, in all these departments of human activities, he is alike a hero."

George Bernard Shaw says:
“If a man like Muhamed were to assume the dictatorship of the modern world, he would succeed in solving its problems that would bring it the much needed peace and happiness.
to other nations." He continues: "The fact is that no nation of the world can show a parallel to what Islam has done towards the realization of the idea of the League of Nations.”

=====================
أما ألشعب الدانمركى الذى قدمت لة الصور المسيئة لرسول اللة محمد فلة نقدم وبلغتهم تعريفا بالرسول الكريم وأسلامنا السمح
راجيا كل من لة صديق فى هذا البلد من أهلة أو من المسلمين أن يبادر ألى أبلاغهم بهذا المحتوى التالى :
Den udødelige historie Historien om den velsignede fødsel, nåede her til Pakistan for mere end 12 århundreder siden. Vore forfædre hørte den fra Muhamed ben Qasim og hans mænd. Det blev den smukkeste historie, der nogensinde er blevet fortalt. Siden Qasims dage er den blevet fortalt og genfortalt fra generation til generation. Det er en beretning, som unge aldrig bliver trætte af at høre, og som for de ældre bestandigt beholder sin charme. Mænd, kvinder og børn, har gennem tiderne sunget Allahs pris og hans godgørenhed imod menneskene. Historien er enkel i sin form, og tidløs i sin skønhed. I det gamle Mekka, boede der en ung kvinde, ved navn Amina. Hun var et yderst godt og venligt menneske, og hun kom fra en fin familie. Abdullah, hendes mand, var en ung høvding, som var kendt for sin mandige elegance og sin venlige optræden. Han var søn af Abdul Muttalib, der var leder af de stolte Quraishier. Quraisherne var vogterne af den hellige Kaaba. Abdul Muttalib var, som den øverste leder, ansvarlig for Allahs hus. Dette var en stor ære i Arabien, og Aminas svigerfar var således den kendteste mand i

følge hans bud, og folk vedblev at gå i Kaabaen, som de altid havde gjort. Abraha blev klar over sit nederlag, men fandt hurtigt på en udvej. "Jeg må ødelægge kaabaen, thi så vil pilgrimmene ikke længere drage til Mekka". Med en stor hær marcherede han imod Mekka, og medførte, som nævnt et antal elefanter. Abdul Muttalib, kunne ikke stille noget op imod denne hærskare. Så han forlod byen, og lod Allah om selv at forsvare sit eget hus. Abrahas mænd tog nogle af Abdul Muttalibs kameler. Den gamle høvding gik da til Abraha, og bad om at måtte få dyrene igen. "Du er bekymret for nogle få kamelers skyld", bemærkede erobreren overrasket. "Har du da slet ingen tanke for Kaabaen?" Hertil svarede den gamle: "Kamelerne tilhører mig, og jeg må passe på dem. Herre over Kaabaen er Allah og han vil værne om sit eget hus". Og sådan gik det. Abdul Muttalib forholdt sig rolig, men Allah sendte en pest for at dræbe Abrahas hær, der blev aldeles tilintetgjort, og Abraha måtte vende skuffet hjem. Kaabaen var så sikker som nogensinde. Begivenheden var et forvarsel om
skulle blive forældreløs gjorde hende bedrøvet. Amina talte med sin svigerfar, om sine drømme. Abdul Muttalib følte også, at de varslede om en stor fremtid for hans ufødte barnebarn. Af alle sine sønner havde den gamle sat størst pris på Abdullah, og sønnens død kom for ham som et frygteligt chock. Aminas drømme bragte den gamle mand megen lindring. Hans barnebarn skulle blive ganske anderledes end noget andet barn. Den velsignede fødsel Omsider kom det lykkelige øjeblik. Tidligt om morgenen mandag den 22. april 571 blev Allahs sidste profet født. Ham som hele verden havde ventet på, kom omsider. Det skete i det lykkelige forår. Der var glæde overalt, såvel på jorden som i himlene. Den gode nyhed blev bragt til Abdul Muttalib, der straks løb til Aminas hus. Han var ude af sig selv af glæde, da han så det himmelske spædbarn. Aldrig før havde han set et så dejligt og strålende ansigt. Han tog barnet i sin favn, og gik direkte til Kaabaen. Her gik han rundt og rundt om Allahs hus mens han holdt den lille nye i sine arme. Derpå bragte han barnet tilbage til Amina.

Barndom Selv i denne fjerne tid, var Mekka en temmelig stor by, hvor der boede alt for mange mennesker. Byens velstående indbyggere anså ikke Mekka for et godt sted for de opvoksende børn, at være. De plejede derfor, når deres nyfødte var omkring en uge gamle, at sende dem ud på landet, hvor de blev opdraget af ammer. Den friske luft, og de frie omgivelser i ørkenen var til livslang glæde for børnene. De blev stærke og frygtløse, og de tillagde sig landboernes rene sprog. Som vanligt kom ammerne til Mekka, for at se efter børn, og naturligt ønskede enhver af dem, børn fra de rigeste forældre. Rige forældre betød stor belønning. På denne måde vandrede ammerne fra hus til hus, for at finde, hvad de ønskede. I blandt ammerne var også Halima Saadia. Hun vandrede gade op og gade ned men indtil nu havde hendes søgen været forgæves, og efterhånden troede hun, at hun skulle vende tomhændet hjem igen. Halimas mand, Harith, havde fulgt hende ind til byen. En dag kom hun tilbage til deres herberge, endnu mere træt og opgivende end ellers. "Hvad er der galt, kone?",


Aminas faderløse søn bragte en usædvanlig lykke ind i sit nye hjem. Den lille ørkenhytte blomstrede pludselig op. Alting fremstod nu i et helt andet lys. Hele atmosfæren omkring huset syntes nu fuld af liv og håb. Hele familien følte forandringen. En uforklarlig tilfredshed fyldte deres hjerter. Deres geder og får voksede sig tykkere, uagtet de spiste det samme som de plejede. Ja de gav endog mere mælk. Hele familiens liv blev rigere og dybere. Harith og Halima blev det lykkeligste par i Banu-Saad stammen, og helt naturligt stolte af deres gode held. Naboerne talte om dem, og ønskede at det havde været dem, der var de heldige. Halima var glad for at se sit plejebarn vokse så hurtigt. Der var en usædvanlig glød i hans ansigt. Da han var to år gammel, bragte Halima, ham til Amina, der blev overvældet af glæde ved at finde sin søn ved så godt helbred. En epidemi rasede i disse dage i Mekka; derfor fandt Amina ikke at byen var et godt sted for hendes søn at opholde sig. Hun bad derfor Halima om at tage ham med tilbage til sit hjem, i ørkenen.
Intet kunne glæde Halima og hendes familie mere. Hendes mand og børn blev glade ved atter at få det velsignede barn tilbage i deres midte.
------------------
ولة تكملة أن أردتم
والسلام على من أتبع الهدى وليغفر اللة لنا تقصيرنا